Den næstsidste session på dagen blev alt andet end forventet. Bogstaveligt. I den grad. Da jeg stod op i morges og tog toget på arbejde, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg senere på dagen vil havne i en scene fra en sci -fi film.
Seriøst.
Sessionen startede som sædvanligt. Jeg forventede egentlig bare at fortsætte med et helt almindeligt healingforløb med denne klient, som har haft adskillige sessions hos mig. Klienten slås med en usædvanlig slem nerveskade og en anden kronisk diagnose, som har vist sig at være meget modstandsdygtig over for alle mulige former for behandling, hun har forsøgt sig med igennem årene. På trods af diverse tiltag og en masse kosttilskud og kure, har hun oplevet minimalt fremskridt siden skaden var sket for en del år siden. Hvilket har efterladt min klient i en invalideret og svækket tilstand.
Jeg nåede dårligt nok at åbne op for healingfeltet omkring hende, da jeg bemærkede, at vi pludselig ikke var alene i rummet. Der var en anden tilstedeværelse, som gled ind og placerede sig bag hende. Noget, der var fyldt med meget kraftigt lys. Min første association var Arkengel Mikael og hans skinnende rustning. Eller noget i den retning. Men jeg kunne umiddelbart ikke genkende og identificere den energi med sikkerhed. Frekvensmæssigt fornemmede jeg, at den tilhørte en anden, højfrekvent dimension, men det var ikke en af de mange dimensioner, jeg efterhånden har prøvet at være i kontakt med. Denne oplevelse var ret ny for mig.
Jeg kunne desuden mærke, at energien insisterede på at være med i vores session og tale med klienten gennem mig. I det øjeblik gik det op for mig, at det jeg så, var en energetisk kanal, der var blevet åbnet op mellem min klient, som lå intetanende på briksen og noget andet, som lå langt, meget langt væk. Og som efter nærmere inspektion viste sig at være… ja, et rumskib. Hverken mere eller mindre. Et rumskib bestående af højfrekvent vibrerende lys. Det er den bedste måde at beskrive hvad jeg så.
Jeg tabte kæben. Det er ikke noget, der ellers sker ret tit. For jeg er efterhånden vant til at se lidt af hvert mine sessioner. Fra syrede oplevelser i kvantefeltet, knogler der flytter rundet af sig selv, indgriben fra Højere Selv, engle, Jesus, Jomfru Maria og en hel stribe mere eller mindre kendte spirituelle mestre og stjerneenergier. Men sjældent har jeg oplevet, at skulle åbne en kanal mellem klienten og ”familien fra hjemlandet”, som oven i købet var placeret på et usynligt rumskib.
Godt så… Just another day at the office
De havde en del ting at sige til klienten. De kaldte processen ”information overførsel” (på engelsk: transmission).
”Du skal ikke være bange, for du er en af os. Grunden til, at vi er kommet igennem er for at hjælpe og beskytte dig, og hjælpe dig reparere din energikrop. Det er ikke første gang, din sjæl inkarnerer på Jorden. Den har haft flere inkarnationer her, i forskellige tidsperioder og i forskellige kroppe. For vi sender regelmæssigt vores budbringere ned til Jorden i æterisk form, men de er nødt til at få en menneskekrop, som har en tungere frekvens, til at inkarnere og agere hernede. Det har indtil nu været den eneste måde hvorpå vi kunne indføre, rettere sagt, snige ind, mere lys ind i Jordens sfære. For mørkets kræfter har hidtil holdt Jorden meget fast i sit greb, i mange tusinde år. Det har ikke været nemt for os at åbne op for mere lys hernede. Den eneste måde vi kunne gøre på var ved at sende vores budbringere forklædt som almindelige mennesker. På den måde kunne de holde en høj frekvens på Jorden og sprede lysets budskab.
For du er en lysets budbringer, det skal du vide. Vi ved godt, at det lyder ret mærkeligt i dine øre. Men det har været din primære opgave i adskillige inkarnationer. At være alene hernede på Jorden for at sprede lyset og højere sandhed. Inspiration til noget nyt, højere og bedre.
Vi har altid været hos dig og bag dig, og støttet dig, selv om du troede, at du gennemgik alle disse oplevelser alene, i adskillige liv, uden hjælp. Men vi har altid været omkring dig. Du kunne bare ikke se og mærke os, fordi vores frekvens er højere og vores energikroppe meget mindre tætte, og derfor usynlige for jeres fysiske sanser.
Men fordi din sjæl var lysets budbringer, har det mødt meget modstand i disse inkarnationer på en Jord, der primært var domineret af mørket. Sjælen har oplevet meget frygt, straf og død på forskellige måder. Voldsomme og foruroligende oplevelser. For mørket ville ikke tolerere lysets indtrængen. Det har efterladt sår og skader i de finere æteriske lag i din energikrop. Den har brug for hjælp. Det er derfor, vi er her. Vi besidder avanceret teknologi, som kan reparere netop disse lag i auraen. Det kan man ikke på samme måde men den teknologi og viden, som I p.t. har på Jorden. For vores teknologiske udvikling er langt, langt foran det, som I kender.
Over de sidste par år har vi sendt budskaber og inspiration til dig i drømme og i vågne tilstand. Du opfatter dem måske som dine egne tanker og ideer, men de kommer fra os. For tiden er inde for at du bliver aktiveret igen og indgår i den proces, hvor du bidrager til at gøre Jorden et bedre sted. (her gik det op for min klient, at hun på det sidste har haft meget inspiration og konkrete visioner ift. aktivt at blive involveret i fredsskabende og spirituelt oplysende arbejde – så disse budskaber gav mening for hende).
I dette liv har du igen været standset og angrebet gennem din fysiske krop. Slangene (de omtalte mørkets kræfter på Jorden konsekvent som ”slanger” i hele samtalen med klienten) har installeret en specifik form for skadelig teknologi i din krop. (her påpegede de netop på de steder, hvor klienten oplevede sine kroniske skader). For mørkets kræfter på Jorden vogter sit territorie og angriber, når de kan mærke, at en person bærer meget lys i sig. Allerede fra en ung alder. De forsøger at standse personens udvikling og evne til at bære og sprede lyset. Men nej, det kommer ikke til at lykkes her. Jo, deres teknologi er mere avanceret end jeres, men vores teknologi er mere udviklet end deres og vi kan derfor neutralisere og reparere de skader, de har forvoldet. Derfor er vi her i dag. For at rette op på skader, deres teknologi har forvoldet på dig. Så du kan blive genaktiveret og klar til at forsætte med din mission.
Nu sætter vi processen i gang.”
Hvad der skete derefter er svært at beskrive. Min klient blev pakket ind og omsluttet at en energi jeg aldrig har oplevet før. Noget, der lignede en usynlig, meget stille bred stråle af en art, som begyndte at omrokere alt muligt i hendes krop. Min første tanke var Med Beds, som jeg har oplevet før i flere sammenhænge. Men denne teknologi var noget helt andet. De mindede ikke om dem. Min klient bekræftede, at alt kørte rundt inde i hende, og at det føltes totalt anderledes ift. healing og alt andet, hun nogensinde havde prøvet. Jeg sad bare helt stille ved siden af klienten hele tiden, mens der blev arbejdet på hende.
Vi fik at vide, at de forstyrrende æteriske implantater, der var placeret flere steder i hendes krop, vil blive trukket ud. Og det føltes sådan for både mig og klienten. Jeg kunne se noget meget underligt blive trukket ud og fjernet fra hendes energifelt, uden at kunne genkende helt hvad det var.
De blev ved med at tale til klienten:
”Vi kommer fra Lyra. Og ja, du er en af os. Der er nu en hel flåde af vores rumskibe placeret omkring Jorden. Vi ligger meget tæt på og følger nøje med, hvad der sker hernede. Hvordan tingene udvikler sig. Indtil videre har vi ikke blandet os ind i begivenheder, men hvis tingene tager en slem drejning, kommer der en intervention. For i takt med Jordens udvikling har energien skiftet og mørkets kræfter vil om lidt ikke længere have mulighed og tilladelse til at forblive her og regere på same måde som hidtil. Vi er nogle, der holder øje med Jordens udvikling, og vi vil ikke tillade endnu en global katastrofe på planeten. I modsætning til tidligere globale katastrofer, som udslettede hele civilisationer. Denne gang kommer det ikke til at ske.
Vi har faktisk allerede nu trængt ind i Jordens felt. Nu skal vi vise jer et billede, så I forstår.”
I det øjeblik fik jeg en klar vision af en stor mængde lysskibe, der befandt sig omkring planeten. Men de var samtidig også lige her, lige nu. Også i dette rum, ja, midt i min klinik. Jeg tabte kæben endnu mere, om muligt…. Jeg forstod, at de allerede var her, i samme rum som vi mennesker optager. Alle disse skibe. Alle disse lysvæsener. Men fordi deres frekvens er så meget højere end vores, kan vi ikke opfatte dem med vores normale sanser. De kan dog se os i kraft af vores store densitet.
Jeg har altid vidst det… men nu blev det gjort meget tydeligt for mig. Utvetydigt.
Der huskede jeg episoder fra forrige år på Island, hvor vi mødte og kommunikerede med andre stjernecivilisationer bestemte steder på øen, hvor der var ormhuller mellem dimensionerne. Det var samme fornemmelse som jeg pludselig havde i klinikken: af 2 overlappende vibrationer, lige ovenpå hinanden. De optager og deler samme plads. Ligesom når man hører udsendelse fra 2 forskellige radiostationer samtidig og forstår, at lyden kommer fra 2 kilder.
Jeg tror ikke, at ordet fascinerende dækker helt her….
Den mest chokerende del af oplevelsen var at mærke deres vibration så tydeligt, hele vejen omkring mig. Ikke på Mars, ikke på Venus, men midt i København. Forstå, at de allerede er her. Lige her, lige nu. At man ikke behøver rejse til stjerner og andre planeter. Sende rumkapsler ud i håb om at finde intelligent liv. Det eneste man behøver at gøre er lære at indstille sin bevidsthed til at udvide og rumme højere frekvenser end den fysiske. Så vil man opleve et Univers der vrimler med intelligent liv. Der er sågar trængsel.
For det vi leder efter, er allerede her. Har nok været her siden Jordens begyndelse. Det har passet på os. Fulgt os. Udviklet os.
Og nu er vi klar til at møde det – face to face.

