“Bare rolig, der er ikke noget galt med dig. Du er god nok, som du er. Du har bare haft lidt svær start på livet.
Det er de sidste ord jeg siger til den uge pige, inden hun forlader min klinik i dag. Og jeg siger dem med et lille smil. En form for farvel gave til hende. En god en af slagsen.
Og hun kigger tilbage på mig uden helt at turde stole på, at det er virkelig det, jeg mener. Kan det nu virkelig passe…? Men jo, det gør jeg. Det mener jeg virkelig. Selv om hun måske bærer rundt på en masse tvivl på sig selv.
Og det er der ikke noget at sige til. En rigtig hårdt start på livet. Uheldige oplevelser før og under fødslen, kejsersnit og operation umiddelbart efter fødslen pga. medfødte problematikker. Tak for kaffe. Meget mere spændende kan det nok ikke blive i den spæde start
Og her sidder hun foran mig, en del år senere. En fin, sart ung kvinde. Fortæller om udfordringer, som hun ønsker hjælp til. Som handler jo om noget helt andet. Fordøjelsen har det svært. Man konsulterer adskillige lægespecialister, men ingen kan sige noget definitivt om årsagen.
Lægerne kan ikke rigtig se noget. En historie, jeg ofte hører fra mine klienter. Intet at se, men der er noget i maven, der bare ikke fungerer. Mystisk, ikke?
Det der med fødselsoplevelsen, det ligger langt tilbage, kan jeg forstå på hende. Hun har næsten intet mén af det, der skete dengang. Hun har lagt det helt bag sig. Det er bare heldigt.
Det skal vi ikke tænke på. Det er ikke releant for det der foregår i hendes krop lige nu. Og så fortsætter vi videre til næste emne i journalen.
Men nu er jeg sådan en rigtig træls behandler Det er der sikker flere af mine klienter, der har ment igennem tiderne. Især dem, de kommer for første gang, kender ikke min måde at arbejde på og er lidt utålmodige. Og forventer at jeg straks går i gang med behandlingen og ikke bruger deres dyrebare tid på at snakke om alt muligt i journalen.
Om ting, der er sket for længe siden og ikke har noget med noget at gøre. Sikke en spild af tid. Hvad laver hun dog?? Hvorfor kommer vi ikke i gang?? Skal hun ikke kigge der, hvor jeg har ondt??
Og ja, jeg kan være rigtig træls For jeg vil ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Selv om det kan være fristende Så vi borer os dybt ind i tilsyneladende ligegyldige detaljer i journalen. Og jeg spørger ind til alt muligt mærkeligt og irrelevant.
Det kan være meget kedeligt for klienten. Men det giver mig et billede af kroppens sprog. Hvad har kroppen lidt af igennem tiden? Hvilke påvirkninger har den været udsat for? Hvad har den forsøgt at udtrykke gennem symptomerne? Hvilken genetisk arv bærer klienten på, som kan blive udløst ved forkert påvirkning?
Og djævlen ligger i detaljen, som man siger. OK, ikke helt bogstaveligt Men jo flere relevante detaljer, jo nemmere er det at afkode kroppens sprog. Det er virkelig noget af et detektivarbejde. Men utrolig spændende Og nørdet.
Hvert menneske er helt unikt og danner et unikt sæt symptomer. Kroppe er vidt forskellige. To mennesker med samme symptomer vil ofte have vidt forskellige årsager til dem. Så vi kan ikke skære alle over en kam. Sådan som allopatisk medicin gerne gør.
Sætter folk i kasser og tildeler medicin efter det. I dette århundrede er der trods alt brug for et større perspektiv. Vi må kunne gøre det bedre.
Og ja, så er der lige det der med detaljer. Og nærvær og observation. Det kræver bare, at man kan få øje på dem. At man er nysgerrig nok til at lede efter dem. Og at man er i stand til at erkende at vi ikke kun er fysiske væsener. Men at vi også består af et elektromagnetisk netværk af kanaler.
Som i øvrigt for længe siden er blevet målt og dokumenteret i adskillige eksperimenter gennemført på universiteterne og laboratorierne. Selv om de officielle kilder gerne vil bilde os ind, at de hører til fantasiverdenen. I akupunktur kalder man dem meridianbaner.
De baner og punkter, hvor akupunktøren sætter nåle ind for at ændre på energiflow i kroppen. De har en anderledes elektrisk ladning i forhold til strukturerne omkring dem. Hvis meridianerne bliver beskadiget, kan dette nedsætte energiforsyning til det organ eller kropsdel, som næres af meridianen. Det er nok ikke noget, man bliver uddannet i på lægestudiet.
Meridianlære tilhører desværre kun de ikke-officielle behandlingsformer. Stadigvæk.
Så jeg spørger pigen, om hun kender noget til akupunktur og meridianer. Nej, ikke rigtigt. Hun har vist hørt navnet akupunktur før, men ikke mere end det. På mit bedste underviser manér, finder jeg en post it frem og skriver det ned til hende.
Instruerer hende, at hun skal til at google meridianer og akupunktur, og især tyktarmsmeridian. Finde billeder på nettet. Så vil hun bedre forstå, hvordan hendes maveproblemer hænger sammen med noget, der er sket for længe siden. Og som vi kommer til at fokusere på i behandlingen. Ellers vil hun nok synes, at det rabler helt for mig
For når alle hendes specialistbesøg og grundige kostændringer og gode råd hos diætisten ikke kan ændre på den uheldige mavedynamik, hvad er mon det vi har overset?
En lille men vigtig detalje: operation ved fødslen. For mange år siden. Den blev udført lige over området hvor tyktarmsmeridian passerer. Man skar man i bindevævet lige på banen. Arret er det stadig, synligt på huden. Jeg rører lige på det for at tjekke energiflow.
Den er nedsat. Ar på meridianbaner forstyrrer og nedsætter energipassagen. Hvilket nedsætter energiflow til organet. I dette tilfælde tyktarm. Faktisk ret enkelt. Med en nedsat energiflow til organet er det svært at opnå gode resultater hvis men udelukkende fokuserer på kost eller afføringsmidler fra apoteket.
Der skal ganske enkelt mere krudt til. Vi skal åbne op for energitilførsel til tyktarmen, får jeg at vide. Så vil der nok komme mere gang i maven.
Nu er jeg jo ikke selv akupunktør. Jeg arbejder med meridianer via andre teknikker. Dog vil jeg formode, at enhver akupunktør og andre behandlerer der beskæftiger sig med meridianer vil ganske nemt opdage en sådan ubalance.
Man må derfor undre sig over, hvorfor allopatisk medicin ignorerer denne sammenhæng mellem den fysiske og ikke-fysiske krop. Den dag i dag.
Og nu er det ikke kun de fysiske ar fra operationen, der fylder. Også de mentale og følelsesmæssige ar, der hober sig op. Al den frygt forbundet med fødslen og operationen sidder fast i kroppen.
Mange år senere. Gør det svært at gå igennem livet på en let og tryg måde. Stole helt på, at man er OK.
Men det skal vi nok ændre på. Vi er i gang. Vi er begyndt at knække koden. Kroppen og psykken skal nok følge trop. Det tager bare lidt tid. Derfor vælger jeg at afslutte med:
“Bare rolig, der er ikke noget galt med dig. Du er god nok, som du er. Du har bare haft lidt svær start på livet.
Mere er der ikke i det