“Øh… det er svært”.
Siger drengen med stille stemme og en lidt forvirret udtryk i ansigtet. Og kigger på sin mor.
Jeg kigger på ham og spørger:
“Hvad er det, du synes er svært? De ting, I lærer i skolen?
Eller at være sammen med dine klassekammmerater, fordi de ikke er søde ved dig? Eller er det dine lærere, du ikke bryder dig om?”
Drengen svarer med en stille stemme: “Det vi lærer i skolen. Det er… øøøø…. bare svært”.
Jeg kigger uforstående på ham. For jeg kan i første omgang slet ikke få hans svar til at passe med det, jeg ser på det etæriske plan omkring ham. Foran mig sidder der en dejlig 9-årig dreng med et fantastisk lysende og roligt energifelt.
Stort lys og meget smuk og intens energi i feltet omkring hans hovedet. Sådan et felt ser jeg ofte hos særligt begævede børn og gamle sjæle som har lært mange livslektier igennem mange liv og inkarnerer nu på Jorden som en næsten færdig udgave af sig selv, med særlige talenter de kan bidrage med.
Samt hos de nye tids børn, som er begyndt at inkarnere på Jorden i de sidste 10 – 15 år. De har en helt anden energi med sig. Utrolig smuk, klog og let energi.
Drengen virker enormt intelligent og rolig. Han ligner næsten en voksen når han taler. Og jeg tænker til mig selv: Hvordan kan det mon være? Med denne energi og potentiale burde han have det super nemt i skolen. For han har så stor hjernekapacitet.
Hvad er der mon sket med ham? Er der tale om en misforståelsen hos lærere?
Moren og drengen er i min klinik, fordi han har brug for hjælp. Der er tiltagende problemer ift. indlæringen. Muligvis ordblindhed. Der bliver talt om ADHD symptomer.
Der bliver nok igangsat noget udredning. Drengen har ikke lyst til at gå i skole. Ikke fordi han ikke kan lide skolen som sådan, men fordi … “øøø… det er svært”.
Igen, jeg kan bare ikke får hans udfordring til at passe med det, jeg ser i hans felt. Og det, jeg sanser om hans menneskelige potentiale. Og hans potentiale er stort.
Og dog. Når jeg går ind i hans session, kommer svarene pludseligt. Og dermed forståelsen. Mine guides taler om stor stress og uro i barnet. Erindringer fra laboratoriet, hvor barnet er blevet undfanget ved kunstig befrugning. En smertefuld og stressfyldt procedure for den lille celle, som skal til at udvikle sig til foster. Ægget bliver forskrækket og desorienteret.
Både ved udtagning fra morens krop, befrugtningsprocessen i en skål og transplantationen tilbage til moren. Alt er kunstigt. Virker som et voldsomt indgreb på cellen. Cellen bliver bange. Naturlig potentiale bliver forsyrret. For frygten virker forstyrrende på udviklingen.
Drengen bliver pludselig lidt utilpas i behandlingen. Kroppen reagerer voldsomt. Selv om jeg dårlig nok rører ved ham. Energien alene er nok. Og den arbejder på højtryk. Han får ondt i navlen – der, hvor erindringerne og smerten fra cellestadie sidder i kroppens hukommelse.
Så vi må afbryde lidt. Han får en pause, går lidt rundt, spiser en banan. Falder til ro. Og så fortsætter vi igen på briksen. Derefter erindringer fra fødslen. Igen, stor stress. Kejsersnit. En lille baby der pludselig bliver revet ud af morens mave pga. komplikationer i fødslen.
I stedet for at bliver født naturligt og langsomt. Hjernen bliver igen påvirket. Stress og frygt.
Og så til sidst indsprøjtninger, som gives i de første år, allerede fra de første dage efter fødslen. Hvor giftige ingredienserne passerer blod-hjerne barrieren.
Kroppen formår ikke at udskille dem derfra. Ingredienserne forbliver i hjernen, muligvis også i leveren og skaber inflammation. Selv mange år senere. Dette er blevet målt i videnskabelige studier. Alt dette lukker hjernens iboende potentiale ned.
Potentialet er der stadig. Men svært at tilgå. Medmindre man får hjælp. Så jeg er utrolig glad for, at drengen er havnet hos mig.
At arbejde med disse børn vækker blandede følelser inde i mig
Børn med såkaldte “diagnoser”. De kommer jævnligt i klinikken i disse år. Børn med ADHD, adfærdsforstyrrelser, indlæringsproblemer, ordblindhed, autisme spektret.


Men jeg ser ikke diagnoser, når jeg “kigger ind” i dem. I stedet ser jeg genetisk og menneskeligt potentiale, der er blevet forstyrret, forsinket, lukket ned. Med hvert kunstigt indgreb, som ikke følger Naturens vej. Barnet betaler en høj pris. Og samfundet også.
Heldigvis kan barnets potentiale ofte lukkes op for og udvikles igen. Mange af disse børn KAN komme til at blomstre igen.
Få det bedre, eller komme helt tilbage til oprindeligt fuldt potentiale.

Med rette behandling, detox procedurer og forældrenes bevidsthed om, hvad disse børn reelt har brug for for at kunne trives – en anderledes kost og anderledes håndtering af barnets følelsesliv og behov.
Indrømmet – jeg bliver både glad og trist.
Glad, fordi jeg ser barnets potentiale og ved, at der er håb. Kimen er der stadig i barnets bevidsthed. Vi kan skubbe tingene i den rigtige retning.

Men også trist, når jeg mærker, hvad vi som samfund gør ved disse skrøbelige små individer. Hvor ubevidste vi efterhånden er om Livets gang og Naturens love.
Hvordan vi bevæger os hen imod et kunstigt, digitalt, sterilt samfund, uden forståelse for Livets Energi (Quantum feltet / Prana / Chi), som Universet dybest set består af.

Vi har ikke fantasi nok til at forestille os, at hver celle har levende bevidsthed. Og fuldkommen erindring om alt, der er sket i cellens eget liv og i den genetik, som cellen fysiisk stammer fra. Med andre ord, et barns bevidsthed starter IKKE ved fødslen.
Nej. Den starter allerede i æggestokken. I ægget. Og husker alt der sker med cellen – fosteret – barnet… i uafbrudt kontinuum. Bevidstheden er tilstede. Altid. Og samtidig husket den de tidligere generationers ærindringer og genetiske instrukser, som skal til at danne netop dette individ. Bevidsthedens kontinuum. Utroligt fascinerende. 

Jeg opleven Bevidstheden som en database, man kan lave “dataudtræk” fra. Ændre på dataene hen af vejen. Opdatere databasen med nye filer (“downloads”) fra et højere bevidsthedniveau. Eller tilgå eksisterende filer med informationer om indboende potentiale i individet. Så meget er muligt. Universet er ubegrænset.

Og jeg er sikker på, at drengen kan få det bedre, hvis de vælger at komme igen og fortsætte med sessions. Det håber jeg sandelig de får lyst til. For det fortjener ham den lille gut. 

Sikke et dejligt barn. Sikke et potentiale.
