Kort før jul fik jeg min første julegave 
En lidt speciel en af slagsen. Men ikke desto mindre fantastisk.
Den lille dreng stod foran mig med billedet i hænderne. Hans mor havde pakket det ind i et plastic omslag, så papiret ikke gik i stykker. Han kiggede på billedet og derefter på mig, og holdt billedet lidt længere mellem hænderne. For at sige farvel til det, som han sagde. Hans mor spurgte: ”Vil du give din tegning til Zrinka som gave?”. Og ja, det ville han godt. Jeg måtte godt få hans kunstværk. Så han rakte hånden, gav mig tegningen og gik ud for at finde sit tøj i venteværelset. Jeg måtte lige skjule en tåre i øjet. Det ramte lige i hjertet.
Han var netop blevet 6 år gammel og det var hans 10. behandling. Første gang vi to mødte hinanden var i januar 2023. Kan jeg læse i min klinikjournal. Det lille væsen der kom ind i min klinik den dag virkede livløs og forpint, med store sorte rande under øjnene. Skiftede mellem at være apatisk og hyperaktiv. Fraværende i blikket. Som om sjælen ikke rigtig var til stede i kroppen. Moren var bekymret og fortalte, at han virkede stresset i børnehaven, oplevede nedsmeltninger i kontakten med andre børn og lukkede sig ind i sig selv. Hun lagde mærke til, at noget var sket omkring hans 2-3 års alder, som satte hans udvikling i stå. Men ingen kendte årsagen eller kunne give hende en forklaring på hvorfor. Man kunne bare konstatere, at drengen havde meget lidt sprog på trods af, at han efterhånden var 5 år gammel. Sprogtest i børnehaven viste udvikling svarende til en 3-årig. De ville gerne sende ham til udredning ift. visse diagnoser. Hvilket forståeligt nok var nedslående for familien. Der var flere nedsatte funktioner: øjenkontakt, mimikken, motorikken, koordinationen, evnen til at relatere til andre, herunder familiemedlemmer. Intet smil. Han forstod ikke rigtig hvad et kram var. Kunne ikke tegne. Ikke meget lyst til at tale. Nedsat respons på stimuli. Nedsat evne til at fokusere. Ville ikke røres eller puttes af visse familiemedlemmer. Levede isoleret i sin egen lille verden.
Jeg kiggede på ham den dag og forstod, at dette ikke var nogen nem opgave. Sagde til moren, at jeg vil gøre alt hvad jeg kunne, men hvis vi skulle sætte en udvikling i gang, skulle hun regne med at det kunne tage adskillige behandlinger, før der overhovedet var tegn på bedring. Det var hun heldigvis indforstået med. Så jeg fik grønt lys til at gå i gang.
Og jeg skal love for, at jeg blev sat på duelighedsprøven her. Med al min behandler og healer viden. Vi startede med heling af hjernen for skader der var sket under en ret voldsom fødsel. Derefter massiv afgiftning for giftstoffer fra miljøet og tilsætningsstoffer i børnevacciner. Reparationer af DNA nedarvet fra forældre og bedsteforældre. Vi har været omkring hans syn, hørelse, koordination, følelsesmæssig balance, evne til at tænke klart. P.t. arbejder vi på skader efter operationer han gennemgik som baby. Vores fælles rejse fortsætter. Vi ses ca. 1 gang hver måned.
Men vi kan også mærke resultater, session for session 
Han kan nu sige fra, sætte grænser, lave ting selv. Grine og forstå humor. Lege med andre børn. Er blevet mere kærlig. Talen bliver bedre. Der kommer længere sætninger. Stiller flere spørgsmål. Har mere lyst til at tale med mennesker. Vil gerne være en del af familien. Vil endda krammes og puttes. Er mere modig og selvstændig. Øjenkontakt er tilstede. Som moren udtrykker det: ”Jeg har fået min dreng tilbage”.
Midtvejs i forløbet skiftede han fra hyperaktivitet til ro under vores sessioner. Lægger sig nu på briksen og hviler lidt mens jeg arbejder på ham. Omkring 7. session kom han pludselig over til mig og ville gerne side på mit skød under healingen. Hans mor og jeg faldt nærmest ned af stolen af overraskelse. Det lignede ham slet ikke at komme over til et fremmed menneske på den måde.
Og jeg kan stolt afsløre, at jeg nu får lov til at give ham et kram, når vi siger farvel efter endt behandling. Det er stort
Og så er han begyndt at tegne. Rigtig meget. Og dybt fokuseret. Det er en fornøjelse af se ham sidde på gulvet og lave det ene billeder efter det andet. Uden at skifte fokus. Flotte tegninger med fine detaljer. Stærke lige streger. Jeg kunne ikke tegne dem meget bedre. Lige nu står det primært på toiletmonstre, som han kender fra en tegnefilm. Personale i børnehaven kan ikke tro deres øjne. Her er en dreng, som så sent som i juli 2023 ikke helt vidste, hvad han skulle gøre med en tusch. Han kunne tegne en sort krusedulle. 4 måneder senere er han i gang med at tegne disse billeder, som hans mor har givet mig lov til at dele.
Tidligere på året fortalte jeg moren, at drengen havde en teknisk, ingeniøragtig hjerne. Stort teknisk potentiale. Som vil komme bedre til udtryk efterhånden som vi får healet hans skader. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun opfattede det som science fiction dengang. Hun kiggede lidt forvirret på mig. Hvordan kan man forestille sig det, når ens barn mangler både sprog og grundlæggende færdigheder? Men hans udvikling viser nu mere og mere tegn på tekniske færdigheder. Det kan man nu også se på detaljer i hans tegninger.
Den menneskelige hjerne er magisk Vores krop og sind rummer mere potentiale for heling, end vi er klar over.
Hvem ved, hvor denne udviklingsrejse ender? Jeg er i hver fald nysgerrig nok til at følge med på vejen så længe det kræves.