At flyve som en lunde

Ikke mange mennesker ved, hvad en lunde er for noget. Jeg havde selv aldrig hørt om dem, før jeg besluttede at rejse til Island tidligere på året.

Lunde er en havfugl fra nordlige og arktiske farvande, med et stort hoved og et massivt farvestrålende trekantet næb. En utrolig sød lille fugl, der minder mig om en miniaturepingvin. Det er en af ​​de mest populære turistattraktioner i Island og tiltrækker derfor tonsvis af fotoentusiaster. Sandsynligvis den mest fotograferede fugl i landet.

Vi ville selvfølgelig gerne møde lunder i deres naturlige omgivelser, da vi ankom. Vi kørte ud til de græsdækkede klipper, der svævede faretruende over Atlanterhavet og klatrede mod toppen. Ramt af en ubehagelig stærk vind, der trængte igennem alle lagene af mit tøj som en varm kniv, der skærer gennem smør, og efterlod mig rystende af kulde.

Og der var de. Grupper af lunder, der stod dovne på græsset eller forsøgte at gemme sig i deres reder, som er huller, de graver i jorden. Deres gang var ret speciel. Jeg fandt den fascinerende. Når de er på land, vralter de som en pingvin og vipper let fra side til side. De så lidt hjælpeløse ud. Lidt fortabte. Mega søde. Man kan bare ikke lade være med at smile og blive forelsket i dem, når man ser dem derude. Disse fugle bruger deres farvestrålende fødder til at løbe klodset hen over vandoverfladen inden de flyver opad. Og deres landinger er alt andet end yndefulde. De ender typisk om på maven eller med en ganske komisk rul hen over vandoverfladen. Det hele ser utroligt klodset ud. 

At se lunderne flyve var en af ​​de mest specielle oplevelser på Island. Første gang jeg så en lunde lette fra klippen og dykke stejlt ned mod vandoverfladen, var jeg næsten sikker på, at den ikke ville overleve. Hele scenen så håbløst komisk ud. Min første tanke var, at denne stakkels lille fugl ville styrte mod klipperne på vej ned, langt før den når vandet. Med de vinger, der ikke sidder helt på det rigtige sted og blafrer febrilsk, og dens lille krop der læner sig klodset fra side til side og laver mærkelige manøvrer i luften i den stærke vind. Jeg tvivlede på, den ville overleve og kunne nå vandet i ét stykke.

Og alligevel gjorde den det.

Og så fløj endnu en lunde fra klippen. Og endnu en. Og så en hel flok lunder, der blafrede panisk med vingerne og snublede nedad på en totalt ukoordineret måde. Jeg kiggede på dem med stor fascination, men forstod det ikke helt.

Hvordan kunne disse klodsede små væsner overleve dette kaotiske frie fald i afgrunden? For det gjorde de åbenbart.

Svaret er: fordi de er udstyret til det. De er fugle. De ved bare, hvordan man gør det. De ved, hvordan man flyver. Det er programmeret i deres DNA. Lige meget om vi tror, at ​​de kan flyve eller ej. Det kan de simpelthen. Inderst inde ved de, at de kan flyve. Uanset hvordan det ser ud for os. De har gjort det i evigheder.

Dette inspirerede mig til at finde på et nyt udtryk: “At flyve som en lunde”.

Hvor mange gange i dit eget liv har du følt dig bange og trukket ned i en dyb afgrund af truende omstændigheder, du ikke kunne kontrollere? Eller befandt dig i en vanskelig situation, som du ikke følte dig rustet til at håndtere, men du alligevel skulle igennem? Hvor du var nødt til at hoppe ned fra den klippe ind i det ukendte? Følte dig alene, utilstrækkelig, klodset, fortabt, ikke støttet, misforstået, overladt til dig selv, grinet af…? Slået febrilsk med dine vinger i luften og prøvet at bevare balancen i håb om, at du vil overleve turen og finde et sted at lande?

Hvor mange gange har du oplever, at andre kiggede på dig uden at tro på, at du kunne flyve og ville klare dig igennem denne situation? Hvor ofte trak de deres støtte tilbage, da du havde mest brug for det?

Og alligevel blev du ved med at blafre febrilsk med dine vinger midt i alt det og bevæge dig ned mod en slags fast overflade. Måske endte du på maven eller i en komisk rul. Eller med et hårdt styrt og nogle fysiske og følelsesmæssige blå mærker. Med menneskerne omkring dig, der grinede eller misbilligede dig eller kiggede den anden vej.

Det så muligvis komisk ud. Eller trist. Eller tragisk. Eller skræmmende. Men i sidste ende lykkedes det. Du gjorde det. Og det er det eneste, der betyder noget. Plus al den læring, du fik fra den situation.

Ser du, du er skabt til det her. Det er i dit DNA. Det var meningen, at du skulle gennemgå disse oplevelser. Det er meningen, at du skal flyve gennem livet som en lunde. Sådan lærer du om livet og bliver mere fuldkommen. Sådan udvikler du dig. Når du er i nedadgående frit fald helt alene og febrilsk forsøger at navigere i den stærke vind med dine små vinger. Du behøver ikke at være perfekt eller stærk. Du behøver ikke leve op til andres idealer om, hvordan man flyver elegant og har kontrol. Kontrollen er i hvert fald en illusion. Du skal bare være dig. Gør dit bedste i enhver situation. Uanset hvor utilstrækkeligt det måtte føles. Tro mig, du er en fantastisk lunde, og du lærer noget vigtigt med hver ny flyvning. Uanset hvordan det ser ud udefra. Du er god nok. Det er alt, du behøver at vide.

At tillade dig selv at flyve frit og uhæmmet som en lunde er et stort skridt mod selvaccept og indre frihed.

 


You may also like

Receive New Posts Directly in Your Inbox

Receive updates on my group healings, events, courses, meditations, health tips and special offers.