Jeg har altid elsket efteråret. Der er noget magisk og skrøbeligt over gule blade i luften, pustet af vinden. På vej ned til det rige, våde græstæppe i skovbunden. Dette efterår er ingen undtagelse.
At gå i skoven beroliger mig altid og bringer mig i balance. I stille kontakt med naturen. Lindrer min overaktive mentale disposition. Hver gang jeg går i skoven om efteråret, føler jeg en stille glæde. En indre udvidelse.
Den anden dag var ingen undtagelse. Den glæde ved at gå alene i skoven en lidt regnfuld oktobereftermiddag. Blandet med solstråler nu og da. Og så… magi i skovbunden. Svampe. Alle de svampe! Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. For første gang i mange år bugnede skoven i år med svampe af enhver art. Hvide, beige, gule, røde, brune, i alle afskygninger. Jeg blev så glad.
Aldrig i mit liv har jeg set så mange svampe spredt ud overalt. Både spiselige og ikke-spiselige. De viste sig frem, da jeg gik forbi. Det føltes som magi. Naturen viste sin generøsitet i sin reneste form.
For mig er svampe små mirakler. De får mit hjerte til at slå et ekstra slag, når jeg ser dem. Hvis du nogensinde har brugt en hel eftermiddag på at gå rundt i skoven og lede efter svampe til aftensmad, for så at komme hjem med en enkel svamp i kurven, har du sikkert oplevet følelsen af glæde og opstemthed, når du endelig får øje på den enkeltespiselige svamp, som gemmer sig et sted under et tykt lag efterårsblade. Du samler den meget forsigtigt op med din kniv, for ikke at ødelægge den i processen.
For du ved aldrig hvornår du finder en anden, eller omdet kommer til at ske. At få øje på dennesvamp har altid føltes som et mirakel.
Så hvad har svampe til fælles med mirakler? De ser ud til at dukke op foran dig, når du mindst venter dem. Ud af ingenting. Pludselig ser du dem tæt på dig. Alligevel er de nogle gange ikke nemme at se. De elsker at gemme sig under et tykt lag blade, og du skal kigge meget godt efter for at få øje på dem der. Og så skal du undersøge dem grundigt for at genkende dem. Mirakler er ofte sådan. De dukker op i dit liv ud af ingenting, når du mindst venter det. Du kan ikke forudsige, hvornår det vil ske.
Og når de gør det, skal du stadig genkende dem for det, de er, og acceptere dem som mirakler i dit liv. Hvilket nogle gange er lidt svært. Da vi alle er programmeret til ikke at tro på mirakler. Eller at mirakler ikke er mulige for os.
Men det er de. Ligesom svampe på en regnvejrsdag. Når du mindst venter det, eller når du har allermest brug for det, kan der dukke et mirakel op i dit liv. Så lad bare denne guddommelige synkronicitet og timing udfolde sig. Tillad det mirakel at komme ind i din virkelighed. Lad være med ikke at tro på det. Ja, det er lige her for dig. Kun dig. Fordi du har brug for det og fortjener det. Ligesom den smukke svamp i skovbunden. Det er der kun for dig.
Når du tillader muligheden for mirakler i din virkelighed, bliver livet bedre og bedre som tiden går. Så gør dig selv en tjeneste. Tillad dig selv at modtage dem med nydelse. Svampe og mirakler vil altid være der for dig. Hvis du tør tro på detog modtage.