“Jeg KAN ikke mere!”
Sagde kvinden med en rystende stemme og brød ud i gråd.
Jeg kiggede på hende og sagde men en stille stemme: “Det behøver du heller ikke. Du har gjort det godt nok i mange år. Og nu er du fri til at vælge et andet liv.”
Hun virkede lettet. Men langt fra overbevist om det nu også var rigtigt. Om hun kunne tro på, at hun endelig var fri til at vælge en anden vej. Når alt det, hun havde lært i sit liv talte imod. Alle subtile samfundsprogrammer, som giver os dårlig samvittighed, hvis vi forsøger at lytte til vores sjæl og vælge en anden vej end den, vi burde følge fra barns ben:
… Hvis jeg stopper nu, har jeg svigtet min arbejdsplads. Hvorfor kan jeg ikke det samme som alle andre? Hvad er der galt med mig?
… Jeg har svigtet mine forældre, som havde så store forhåbninger for mit liv. Og som var så arbejsomme i min barndom. Hvordan kunne jeg være anderledes?
… Jeg har svigtet samfundet, fordi jeg ikke længere vil bidrage til fælleskassen. Det er ikke i orden at nyde uden at yde.
… Jeg vil miste min identitet. For hvem er jeg uden en fast titel som primært er baseret på mit arbejde?
Jada, jada, jada….
Hun var oppe i 60-erne og tydelig træt af sit arbejdsliv. Fysisk og psykisk. Og åndeligt. Brugt. Nedslidt efter mange år på arbejdsmarkedet. Stressramt. Grænsen var nået. Hun kunne ikke mere. Der skulle et kærligt skub til at frigøre hende fra begrænsende overbevisninger, som gjorde denne overgang til mere frihed besværlig.
Og det fik hun hos mig i dag.
Det er ofte en svær beslutning, at komme videre. Forlade arbejdsmarked. Fravælge arbejdslivet og vælge efterløn eller pension. Det ser jeg ofte hos mine klienter der nærmer sig den alder.
For uden at mærke det, er vi alle sammen fanget inden for samfundsskabeloner, som kun tillader små maneuvrer. Oftest kun en stille dans på stedet. For samfundet vil gå i stå, hvis vi alle sammen fulgte vores sjæls kald og gik vores individuelle veje. Vendte ryggen til fællesskabet. Siger flosklen.
Eller vil det?
Egentlig skulle vores session i dag handle om smerter i benene – og det gjorde det til sidst også – men allerede da hun kom ind af døren, kunne jeg tydelig se, at vi skulle i en hel anden retning.
Det gav ikke mening at kigge på menisken eller for stramme muskler omkring knæt, eller på fødder der vender forkert. Uden at tale om det væsentlige: det der forårsager disse forskydninger i kroppen. Det, der gør, at man ikke føler sig fri til at bevæger sig frem i sit liv uden smerter.
I dag skulle der derfor kanaliseres informationer om sjælens kald. Tage hul på, hvad der sker i kroppen og sindet, når vi overhører sjælens signaler.
Og det er vi allesammen mestre i. Det ved du ligeså godt som jeg.
Samfundet programmerer os til at knokle, indtil vi dør. Indtil vi ikke kan mere. Indtil vi bliver 70 eller mere, og der ikke er noget livskraft tilbage i os til at følge vores livsdrømme. Hvis vi stadig har nogle tilbage på det tidspunkt. Overhovedet.
Hvis vores sjæl pludselig får lyst til noget helt andet, midt i vores veletablerede og velansete livsvej, havner vi ofte i livskrise. For sjælen er parat til at tage næste skridt. Starte på et nyt kapitel i livet. Men det er vi langt fra. Indre konflikt vokser.
Sjælen drømmer om at at slappe af, have alenetid, udrette noget kreativt, synge, nyde naturen, dufte til blomster, strikke, nyde tiden med børnebørnene, rejse til eksotiske steder, kigge ud over horisonten og tænke store og små tanker. Alt andet end stå op kl. 6 om morgenen, smørre madpakke og stresse de næste 8 timer på arbejde. Det er den færdig med.
Så færdig.
Når sjælen er klar, så er den klar. Sjælens kald er ikke til forhandling. Når du skal videre, skal du videre. Ellers begynder det at gør ondt inde i dig. I kroppen, i sjælen, eller begge dele.
Men typisk sker det med nogle års forskydning. Fra sjælen begynder at røre på sig og vi skrider til handling. For nu mærker vi, at det gør ondt, for alvor.
Det var også tilfælde med min klient.
Og der skulle vist bare det lille skub.
Bare et lille skub.
Derfor, husk at leve og folde dine vinger ud. Livet skal leves.
Ellers dør sjælen langsomt indeni.