Lokkebakke

 

Jeg opdagede den for første gang for et par måneder siden. Men hvad er Lokkebakken egentlig for noget?

 

En lille gade i det område, hvor jeg ofte går ture ved havet.

 

Min første tanke var, at det var et pudsigt navn for en gade. Men samtidig ret sigende. For gaden er lidt stejl og fører opad, mod topen af bakken. Hvor der ligger nogle skønne og sandsynligvis ret dyre huse med perfekt placering ved vandet.

 

Gaden var i sig selv ikke særlig interessant. Men navnet Lokkebakken gav mig straks en masse associationer. Fik mig til at reflektere over alle de ting vi bliver lokket til i vores samfund. Ting, vi bliver bildt ind er nødvendige for at kunne følge med strømmen, nå “toppen af bakken” og opretholde illusionen om lykke og succes.

 

Hmmmm.

 

For samfundet programmerer os til at stræbe efter en bestemt livsskabelon, som skulle sikre opretholdelse af gængse samfundsidealer. Baseret på at dyrke og forgude det ydre. Det ekstroverte. Det højtråbende. Det der kan ses og høres og opleves på det fysiske plan. Med vores 5 sanser, som kun er en brøkdel af vores totale sanseapparat.

 

Fokus er fjernet fra det indre, det sensitive, reflekterende og usynlige. Det bløde verdenssyn optager ikke meget plads i samfundets bevidsthed.

 

Så, hvordan er livet i samfundets Lokkebakke nu om dage?

 

Ekstrovert. Vi lever i en rus. I højt tempo. Alting skal foregå hurtigt og effektivt. Der er ikke plads til tomrum, refleksioner, fejltagelser. Til langsom og nænsom læring. Der er ikke plads til at mærke os selv, passe på os selv, sige fra, være barnlige. Eller ikke involveret. Ellers falder vi hurtigt af fra dagligdagens karrusel. Med et smæk. Det gør ondt og kan mærkes.

 

Det nye og det smarte er det nye sort. Det er den upersonlige teknologi, der råder over os – ikke omvendt.

 

Vi lokkes til at udveksle vores frihed, fritid og sjælefred for flygtige lykkesymboler i form af forbrugergoder. Som i sidste ende ikke giver nogen varig lykke. Vi lokkes til at blive bundet i evig gæld og slaveøkonomi, vi ikke kan komme ud af indtil vi dør.

 

Illusionen om lykke og incitement til at være en nyttig samfundsborger lokker os til at stå op hver dag og gå i gang med aktiviteter og jobs, som ikke tilfredstiller vore dybeste behov for sjælens udfoldelse og mening i livet.

 

Vi lokkes til at glemme hvem vi er inderst inde For samfundet kan ikke tåle stærke individer, som ikke passer ind i samfundets skabeloner. Dem, der er ligeglade med fællesskabet og vil gå deres egne veje. Der er mange måder at miste vores personlig kraft og kontakt med vores kerne. Vi lokkes til at overgive os til ludomani, alkohol, stoffer, rygning, skodmad, serier i fjernsynet, Netflix paradis, popcorn drama, billig sex, mobil misbrug, intetsigende fester, kedelige aftaler, meningsløs forbrug. Dårlig samvittighed over, at vi ikke kan følge med uopnåelige kropsidealer vi bliver serveret i medierne. You name it.

 

Det er meget lettere ikke at skulle forholde os til vores smerte og meningsløshed med livet. Derfor er Lokkebakken så attraktiv.

 

Nej, det er ikke nemt at være menneske i Lokkebakke samfund nu om dage. Bevare sin integritet. Følge sit indre kompas. Der er så mange distraktioner.

 

Personligt er jeg nået det sted i livet, hvor Lokkebakken lokker knap så meget som før. Den har mistet sin glans. For en del år siden. Nogle gange virker det sjovt at genbesøge den for en stund, men jeg bliver straks mindet om flygtigheden af oplevelserne. Den inboende meningsløshed bygget ind i denne samfundsskabelon for fornøjelser.. Så jeg mister hurtigt interesssen. Og søger i stedet efter det dybe, varige, introverte, meningsfyldte og transcendente. Det er der, hvor jeg bedst mærker Livets puls. Og mit sjæls kald.

 

Det er i det dybe, jeg bliver befriet for samfundets kontrakter, forpligtelser, forventninger og behovet for at være en nyttig samfundsborger. Der kan jeg være mig selv og helt fri. Følge de impulser, som strømmer direkte fra sjælen. Ændre og manifestere den virkelighed, der passer til sjælens vej, og ikke den, der følger samfundets skabeloner.

 

Denne indre frihed er den mest suveræne og dyrebare form for frihed og indre fred, vi kan opnå. Som direkte modsætning til Lokkebakkens smalle sti.