Hanne er ikke min klients rigtige navn. Men lad os give hende et opdigtet navn. Denne historie handler nemlig om legen i det uvirkelige.
Hanne er oppe i årene. Hun har et langt liv bag sig, fyldt med traumer og smerte. Meget fysisk smerte, flere kroniske sygdomme og diffus fysisk dårligdom i mange år. Der er efterhånden ikke ret mange steder i hendes krop, der ikke larmer. Faktisk larmer de så bravt efterhånden, at hun har taget en serie af sessions med mig på det sidste, for at gennemgå en dybere oprydningsproces, ift. vold i barndomshjemmet, flere dødsfald i omgangskredsen og skræmmende, uhyggelige og livsfarlige oplevelser i fortiden.
Vores sessions har vist sig at balancere kroppen. Visse kroniske symptomer er forsvundet. Hun mærker, at healingen hjælper, både fysisk og psykisk. Så hun fortsætter glad på vores fælles rejse.
Som jeg plejer at sige til hende: “OK Hanne, du har absolut ikke savnet action i dit liv. Det har du haft masser af. Men nu er både du og din krop klar til at opleve en roligere, mere behagelig hverdag. Hvad siger du til det?”
For med alle disse oplevelser i bagagen, undrer det mig ikke, at hun føler sig trist, tung, opgivende. Det hele føles bare for meget nogle gange. Som en lang sej træk op ad en uendelig bakke, som aldrig slutter.
Helt ærligt, det forstår jeg godt. Hvis jeg havde disse oplevelser i bagagen, mon ikke jeg vil føle mig som et alderdomshjem allerede i min nuværende alder? Helt sikkert.
Det var lige præcis det, der spontant kom i fokus i vores sidste session. Livets og kroppens tyngde, hun mærker. En tyngde, som har stået på i 30+år og som hindrer hende i at leve livet fuldt ud. Eller bare at leve livet på halvt blus. Det vil allerede være noget. For de evige smerter i kroppen og oplevelser af manglende tilfredshed og sorg i nære relationer sætter sine spor.
I vores sidste session lå Hanne i sin seng, mens jeg lavede fjernhealing, som jeg plejer Jeg kunne mærke tyngden i kroppen og i psyken. En massiv, nedlukket fornemmelse.
Men så fik vi pludselig uventet hjælp.
Midtvejs i sessionen kunne jeg mærke, at hun ikke længere var alene i rummet. Der var et hav af energi, der samlede sig til højre for hende og op over hovedet. Energien var utrolig let, legende, lidt drilsk og glad. Jeg fik billeder af en flok små børn. Eller en sky fyldt med små muntre buttede barokengle, som fløj rundt, sang højt og grinede. Legede helt frit. Det var længe siden, jeg oplevede en sådan kærlig, totalt ubekymret og munter energi. Der var ikke en bekymring i denne verden, der var overvejelser værd i deres øjne. De omsluttede min klient fra top til tå i en kærlig, tætpakket energidyne. Det var vist aspekter af min klients Højere Selv, der trådte ind i rummet for at opmuntre hende og hjælpe med healingsprocessen. De havde en masse at sige og jeg blev bedt om at kanaliser ordret.
“Se, Hanne, livet er noget, vi bare leger!” – sagde et kor af muntre små engleagtige stemmer. “Ja, det er noget vi leger! Der er intet virkeligt ved livet, selv om det ser meget virkeligt, tungt og smertefuld i dine øjne. Men det er bare fordi du har glemt, hvem du er og hvor du kommer fra. Ja, Hanne, du har glemt! Nu vil vi prøve at hjælpe dig med at huske, for vi ved, at det gør ondt at være dig og være i den tilstand, hvor du identificerer dig så meget med denne krop og dette liv.”
“Ser du – du er ikke denne fysiske krop og denne person, du tror du er. Nej, nej! Du er ren energi, ligesom os. Men du har glemt, Hanne. Du har glemt at du er energi. Din sjæl har mange liv på det jordiske plan, og er blevet meget involveret i det jordiske, og så glemmer man, at man er noget helt andet, efter så mange liv. Men kiler sig fast i det jordiske plan. Uha, det bliver så tungt hernede. Man begynder at tro alt for meget på kroppen og den fysiske virkelighed. Når der leves så mange liv her, bliver energien tung og man mister forbindelsen med højere dimensioner. Derfor er vi her for at hjælpe. Minde dig om, hvad du er. Hi, hi, hi…. ser du, den fysiske virkelighed er en illusion. Der er intet virkeligt her. Det er bare noget, vi leger. Det er bare en midlertidig kontrakt, som stopper når vi dør og så husker vi igen, at vi er ren energi. Det vil du også huske, når du smutter herfra og forlader kroppen. Der er intet at frygte der, heller. Du kommer bare tilbage til din ren energiform, og så er du klar til at glide videre og tage på dit næste eventyr. Det plejer at være så sjovt og glædesfyldt. Ork, ja. Så let. Men du er nødt til at begynde at huske, bare lidt, hvordan det er at være i denne muntre lethed. For at holde op med at tage det så seriøst, det der med kroppen. OK, vi kommer lige at justere lidt i din rygsøjle. Mærk efter. “
På det tidspunkt kunne Hanne mærke, at der blev rykket rundt i hendes ryghvirvler og der var en masse energiaktivitet i begge ben. Mens hun lå omsluttet af dette kærlige felt.
De fortsatte med at flytte rundt på energien i hele kroppen, især de steder, hvor hun havde gamle skavanker. Det var meget mærkbart. Hele hendes krop vibrerede. Til tider ret voldsomt. En masse omstrukturering. Hun kunne kun overgive sig til processen og lytte til deres budskaber.
“Se, Hanne, når du engang smutter fra kroppen, vil du forstå, hvorfor vi er så muntre. Hvorfor vi er så ubekymrede. Her, fra vores perspektiv, er alting så perfekt og glædesfyldt. Det er også dit perspektiv, men du har glemt det, mens du fokuserer på perspektivet set fra dig selv som fysisk væsen. Som Hanne. Du vil igen huske, hvordan det er at være i høje vibrationer og glide ubekymret over det hele. Oh, sikke en glæde. Men lige nu, får du et lille forsmag. Bare for at kunne huske, at livet også kan føles lettere.”
Disse sætninger kunne have blevet formuleret af glade små børn. Eller en meget klog, erfaren gammel sjæl. Der er ingen forskel – de deler samme visdom. Og al visdom er i sin reneste form meget enkel. Man kunne have talt om Matrix, hologrammer, illusionen, Nirvana, sjælens rejser, or whatever. Men nej. Dyb visdom kan også udtrykkes meget enkelt:
“Se, Hanne, livet er bare noget, vi leger!”