Kl. var 6 om morgenen.
Jeg var dårlig nok vågnet – har aldrig rigtig været morgenmenneske – men forsøgte at virke nogenlunde vågen og tilstede. Tror faktisk, at det lykkedes mig ret godt.
Den ældre mand sad på førersædet. Han kunne være et sted midt i 60´erne. Smilede mens han med sikker hånd navigerede igennem storbyens morgentrafik, på vej mod lufthavnen. Imens fortalte han, hvordan og hvorfor han forlod storbyen for 13 år siden. Valgte at bosatte sig væk fra støj, larm og mange mennesker. I provinsen. Oppe tæt på skoven og bjergene.
Jeg følte mig absolut i trygge hænder. Han var min morgen taxachauffør. I godt humør, behagelig og snakkesalig, på den gode måde. Turen viste sig at være en sand fornøjelse. Selv om jeg skulle rigtig tidlig afsted.
Vi udvekslede erfaringer om vores boliger. Han kunne fortælle om gamle grantræer i haven, som hans far plantede i sin tid. Måske for 60 år siden. Som godt nok skaber en del skygge ved huset, så det ikke er nemt at have køkkenhave nu om dage. Men hyggeligt er det. Og giver gode minder. Fortalte om hans moster, en nydelig ældre dame på 90, der boede i Schweiz i mange år, men er nu kommet tilbage til hjemlandet og tilbringer en del af året i hans hus. Hos ham og konen. Den gamle dame lever og ånder for haven. Bliver trist om vinteren, men lyser op ligeså snart foråret melder sin ankomst. For så kan der plantes, både i blomsterbede og i køkkenhaven. Uden den vil hun nok have visnet trist og ensom på et eller andet anonymt plejehjem. Men haven og ophold hos dem holder hende i live.
Jeg fortalte ham om min flytning fra København til provinsen. Om oplevelsen af, at have naturen lige rundt om hjørnet. Vi kunne kun blive enige om, at det var en af de bedste beslutninger vi begge to havde truffet i vores liv. Da han boede i storbyen, kunne han kun lufte hans store hund visse steder. Men nu går de bare en tur i skoven og på markerne. Som for hans vedkommende også ligger lige rundt om hjørnet. Hunden er glad og fri. Det er ejeren også.
Vi nåede lufthavnen. Taxachaufføren hjalp mig med min kuffert og tasken, takkede pænt for turen, ønskede mig en dejlig dag og kørte videre. Jeg stod der med den dejligste følelse af at have mødt et behageligt menneske, som man kunne snakke godt med. Altså, et rigtigt menneske. Ikke en chatbot, en virtuel assistent, chatGPT, en forudindspillet besked man hører mens man forsøger at trænge igennem en kø til telefonsupport. Wow. I denne gennemdigitaliserede verden er dette efterhånden blevet en mangelvare. En sjældenthed. I hvert fald hos mig. At møde et rigtigt menneske, med virkelige følelser og levende erindringer. Som kan fortælle om den søde gamle moster, hundens foretrukne steder på marken, og grantræerne ved huset. Jeg kunne næsten dufte dem, som om jeg selv var tilstede.
I en tid hvor vi med hastige skridt nærmer os førerløse køretøjer, ubemandende taxaer, roboter og alle mulige digitale værktøjer, kan jeg mærke, at jeg ikke længere helt orker denne udvikling. Det går for stærkt. Det bliver for umenneskeligt. Fremmedgjort. Ikke min verden. Ikke mine behov.
Jeg savner nærhed. Menneskelighed. Følelser. Et smil. Skæve vinkler. Sjove bemærkninger. Det uperfekte. Ja, netop, det menneskelige. Det langsomme. Umoderne. Ikke-smarte. Ikke-digitale. Kald mig gammeldags. Men det er jeg efterhånden blevet, i takt med at vi bliver pacet frem i et tempo, hvor nogle af os ikke kan eller helt bevidst ikke vil følge med. Mod en verden, som ikke længere føles som om det passer til menneskelige standarder. I hvert fald for sådan nogle som mig.
Derfor værdsætter jeg så meget sådanne øjeblikke. Sådanne tilfældelige møder. En imaginær duft af grantræer. En stor glad hund, jeg næsten kan se for mig. Et smil kl. 6.30 om morgenen, hvor taxachaufføren giver mig kufferten og ønsker mig en dejlig dag. Sådan, helt oprigtigt. Nu skal han hjem og sove efter sin nattevagt. Jeg skal nå mit fly. To tilfældige skæbner, der krydser hinanden i et kort øjeblik. Der opstår en kort forbindelse. En gensidig forståelse. En udveksling. Og så går vi hver vores vej. Det er smagen af livet, for mig. Og ingen mængde af digitalisering og besparelser, hvor vi fjerner medarbejdere, smil, venlighed og personlig kontakt, kan erstatte det.
Livet er meget mere end penge, tidsbesparelser, ny teknologi og effektivitet. Lad os ikke glemme det helt, inden det bliver for sent.